tirsdag den 31. juli 2018

Kage crawl - de bedste kager i Odense vol. 1.0

Kage-crawl - de bedste kager i Odense vol. 1.0. 

En dag i maj måned tog vi 3 bagedamer på tur, for at se og ikke mindst smage på de muligheder Odense byder på, når det kommer til god kage og lækkert bagværk. Jeg fik selskab af de skønne damer Nicoline fra DetGladeKoekken.dk og Lene fra Bagvrk.dk. Det var en fornøjelse at være i selskab med de to om vores fælles interesse, nemlig en masse lækkert bagværk.




Det var selvfølgelig ikke en mulighed at nå hele Odense rundt. Det havde vi hverken tiden til eller plads til i vores maver (der må jo helst ikke gå noget til spilde). Derfor blev strategien at finde et par steder, som serverede kage og bagværk og så smage lidt på menuen. Det blev til besøg 4 steder og alle ligger indenfor gåafstand i centrum.

Lagkagehuset, Vestergade 1

Første stop blev Lagkagehuset, som ligger tæt på parkeringskælderen og derfor hurtigt var blevet udset til vores mødested. Lagkagehuset er efterhånden et af de mere kendte steder, da der findes et bageri i mange af de større byer. Hos Lagkagehuset kan du både sidde inde og ude og da vejret var med os blev det til en plads i solen.




Da vores fokus var på kagerne blev der selvfølgelig købt lidt kage, som bestod af en brownie, en chokolade souffle muffin og et rabarberhorn. Lagkagehuset er et bageri, som ligger i den lidt dyre ende og mine forventninger var derfor store.

Jeg er en chokolade pige, så her faldt brownien helt i min smag, den var god solid med en god chokoladesmag og valnødder i. Chokolade souffle muffinen skuffede desværre. Den var meget sød og der var mere tale om en chokolademousse end en souffle. Udenfor chokolade kategorien kom rabarberhornet og det kan virkelig anbefales. Det havde en rigtig god smag af rabarber og med indholdet af store stykker rabarber med remonce og vaniljecreme hang det hele rigtig godt sammen.

Min vurdering: Lagkagehuset er ikke et bageri jeg ville besøge og sætte mig ind. Jeg kunne godt finde på at gå forbi og tage lidt bagværk med mig, men jeg synes der findes mange andre steder i Odense, som giver den hyggestemning jeg godt kan lide, når jeg er ude og den føler jeg ikke her. Overordnet set smagte kagerne rigtig fint, men til prisen synes jeg at der manglede lidt.

Det Gode Brød, Nørregade 35

Her finder du et bageri, som slår sig på at være et lille økologisk hjemmebageri med fokus på biodynamiske og økologiske råvarer i bedste kvalitet. Det er ikke et bageri, som har plads til at sidde og det ligger lidt tilbagetrukket fra selve gågaden, men Nørregade er en rigtig hyggelig gade, som også ligger tæt på en indgang til parkeringskælderen, så du kan sagtens smutte der forbi. Bageriet byder på brød, boller og kager til en lav pris og en rigtig hyggelig atmosfære, som lever helt op til deres ønske om at være det lille økologiske hjemmebageri.




Bageriet byder på rustikt bagværk og det afspejler sig også i kagerne. Vi købte derfor en banankage, kanelsnegl og en københavnerbirkes og smuttede i Kongens Have for at nyde vores kager.
Banankagen var en ganske almindelig kage, som de fleste kan bage derhjemme, men jeg savnede alligevel lidt banansmag. Kanelsneglen var egentlig mere en kage end det wienerbrød de fleste af os forbinder med en snegl. Som kage var den ganske god med kokos og fyld på toppen, men jeg savnede noget af det lækre snask, som jeg forbinder med wienerbrødsudgaven. Deres københavnerbirkes skuffede desværre ved at mangle luftighed og remonce.

Min vurdering: Det Gode Brød vinder på den gode atmosfære og de lave priser. Jeg kunne godt finde på at gå forbi og tage lidt bagværk med hjem, men jeg tror jeg vil forsøge mig med deres brød og boller en anden gang, da kagerne desværre ikke rammer min smag og de forventninger jeg har til kage fra bageren.

Brød, Kongensgade 38

Brød ligger midt i byen og har ud over butikken i Kongensgade også en afdeling i Vestergade. Brød er en rustik café med lækkert hjemmebag og håndristet kaffe.

Jeg er ikke blevet så voksen at jeg har lært at drikke kaffe, men til gengæld var jeg solgt, da jeg så alt deres lækre bagværk. Vores øjne spottede straks deres snegle og beslutningen blev derfor 3 snegle med hver sin smag. Det blev til en marcipansnegl, en kanelsnegl og en brunsvigersnegl.




Pigen bag disken var så sød at dele de fine snegle op i 3, så vi var helt klar til at smage. Sneglene smager rigtig godt. De har en god konsistens og en perfekt mængde fyld. Samtidig får du alt hvad du forbinder med en snegl i en mundfuld.

Vi blev hurtigt enige om at marcipansneglen var en sikker vinder. Derefter kom brunsviger sneglen og til sidst kanelsneglen. Det var skam ikke fordi kanelsneglen ikke kunne måle sig med de andre, for jeg tror helt sikkert jeg fik smagt de bedste snegle, jeg nogensinde har smagt.

Min vurdering: Brød er en café lige efter mit hjerte. Du bliver mødt af en god stemning, fine lokaler og sød betjening. Det er helt sikkert et sted, hvor jeg skal forbi og spise mere kage og jeg kunne sagtens finde på at tage min computer med og få lidt arbejdstid i skønne omgivelser med en god marcipansnegl. Med en pris på 20 kr. pr. snegl, er det ikke et dyrt sted. Du får god kvalitet til en god pris.

Konditoriet Kagedåsen, Brandts Passage 31D

Vi sluttede dagen af hos Konditoriet Kagedåsen, hvor vi fik serveret fine konditorkager på fint porcelæn i den helt rigtige konditorstemning. Det er en rigtig fin lille butik og udvalget er rigtig fint.
Vi valgte en anretning med lidt blandede kager og selvom maverne var ved at være godt fyldte, fik vi smagt på det hele. Det blev til en hindbær cheesecake, Luksus jordbær med makron, skovbær, rabarbertærte og passionsfrugt fromage.




Det var en noget anden type kager end vi havde smagt de andre steder og de kan slet ikke sammenlignes med tidligere.

Skal du forbi, så vil mit chokolade hjerte klart anbefale dig at smage på luksus chokoladekagen. Den smager rigtig godt og ligesom en chokolade konditorkage skal smage. Hindbær cheesecaken var lækker og frisk, Luksus jordbær kagen fik straks mine tanker mod sommer og sol, Skovbær kagen var en lækker skovbærmousse på hvid bund. Rabarbertærten er en rigtig klassiker og lever helt op til forventningerne for en rabarbertærte med en sprød kant, blød bund, en god konditormasse og fyldt med rabarberstykker. Passionsfrugt fromagen havde en rigtig god smag, men manglede lidt modspil.

Min vurdering: Vil du gerne have en god konditor oplevelse, så er Konditoriet Kagedåsen stedet. Her er den helt rigtige stemning og et dejligt udvalg af kager. Du kan købe et fad med forskellige kager på, hvilket jeg kun kan anbefale. Her kigger jeg gerne forbi igen.

Overordnet vurdering af dagens smagning:

Skal jeg virkelig kåre en vinder for dagens kagesmagning, så må jeg indrømme at jeg stadig taler om og drømmer om marcipansneglen fra Brød i Kongensgade. Det er et sted, som har den stemning jeg rigtig godt kan lide at komme til. Uhøjtideligt, hyggeligt og rustikt.




Dernæst vil jeg alligevel give en ekstra anbefaling af Konditoriet Kagedåsen i Brandts Passage. Jeg synes det er et rigtig fint koncept og synes det er fedt at det er fulgt helt til dørs. Der mangler ikke noget, som jeg synes skal være der, når jeg besøger et konditori. Kagerne er klassikere blandet med lidt nyt og spændende og det giver hele oplevelsen et nyt og spændende indtryk.



Foto af Lene fra Bagvrk.dk


Share:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 5 år, lillebror på 3 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca@outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com