søndag den 27. maj 2018

Rugbrød bagt med surdej

Rugbrød bagt med surdej.

Reklame: Jeg har modtaget mel fra Grøn balance til test.

Jeg har længe forsøgt mig med at få bagt et rugbrød, som passede både til familien og mig. Jeg vil gerne have masser af kerner, børnene vil ikke have for store kerner og manden vil gerne have et saftigt brød.

Det er endelig lykkes mig og jeg er klar på at bage masser af rugbrød til familien i fremtiden.

Faktisk troede jeg det ville være svært og omstændigt, men når først du har bagt de første to omgange brød, så har du en vane med rækkefølge, tid og hvordan det passer ind i din hverdag, for ingen tvivl om at et rugbrød kræver lidt forberedelse. Der skal både friskes surdej op, sættes kerner i blød og tages højde for hævetid, men når alt det er på plads, så får du et lækkert saftigt brød.



Forberedelse (dagen før):
Før jeg kunne gå igang skulle jeg lige have forvandlet min hvede surdej til en rug surdej. Det er egentlig nemt og lige til. Alt du skal gøre er at lave en opfriskning med rugmel.

Du kan finde en vejledning til surdej her: Lidt om surdej

2 dl opbevarings surdej
4 dl lunkent vand
4 dl rugmel

Rør det hele godt sammen og lad surdejen stå og passe sig selv i mindst 10 timer og så er den klar til at komme i dit rugbrød. Jeg frisker den op, samtidig med at jeg sætter kerner i blød.

Sæt kerner i blød:
300 g skårne eller knækkede rugkerner
100 g solsikkekerner
100 g græskarkerner
75 g hørfrø
6 dl koldt vand

Bland det hele i en skål og lad det stå 10-24 timer.

Hæve- og bagedag: 
5 dl surdej
Kerner fra ovenstående
0,5 dl sirup
400 g rugmel
100 g sigtemel
3-4 dl lunkent vand

Rør alle ovenstående ingredienser sammen i en skål, til du har en ensartet dej. Det tager et par minutter.

Dejen er våd og det skal den også være for at få et saftigt rugbrød.

Smør en rugbrødsform med smør og hæld dejen i formen. Den skal fyldes ca. 2/3 op, så der er plads til rugbrødet kan hæve.

Glat overfladen på brødet med en dejskraber.

Sæt dejen til hævning med et viskestykke over, så dejen ikke tørrer ud.

Mit rugbrød skulle hæve ca. 8 timer, men hvis du har en meget aktiv surdej eller lokalet er varmt, kan det godt være dit skal hæve lidt mindre. Dejen er færdig med at hæve når dejens overflade får små huller. Når der er ca. 5 huller er dejen klar og du kan bage dit rugbrød.

Hæver dit brød for lidt vil det flække og hæver det for meget kan det falde sammen, så det danner et hulrum under skorpen. Prøv dig frem.

Tænd din ovn på 240 grader varmluft og sørg for ovnen er varmet op inden du kommer brødet i.

Bag brødet ved 240 grader i 10 minutter og sænk herefter temperaturen til 200 grader og bag brødet videre i ca. 50 minutter.

Brødet skal have en kernetemperatur på 97-98 grader før det er færdigt.


Share:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 5 år, lillebror på 3 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca@outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com