onsdag den 18. juli 2018

Bryllupsdag, bryllupskage og MMF (Marshmallow fondant)

Bryllupsdag, bryllupskage og MMF (Marshmallow Fondant) er ordene for dagens blogindlæg.

Idag har manden og jeg 9 års bryllupsdag og faktisk er det brylluppet, som er skyld i at jeg idag blogger. Eller det vil sige, det er ikke så meget brylluppet, som det er bryllupskagen.

Da jeg for ca. 8 år siden startede bloggen var det kun om kager og under navnet Bianca's Kageverden. Det var dengang det der fondant var helt nyt og ikke noget man rigtigt kendte til i lille Danmark. Det samme gjaldt alt det lækre kageudstyr, som man kan købe alle steder idag. Jeg vil tro der dengang fandtes 2 netbutikker og ellers var det de udenlandske, der måtte i brug.

Det betød at de første mange år af mit kageeventyr, var det fondant jeg brugte, noget jeg selv lavede. Jeg har ikke prøvet en masse forskellige udgaver, da jeg var rigtig glad for udgaven med skumfiduser. Det er både nemt at lave som nybegynder, uden alt for meget ekstra indkøb og så smager det (suprise!) af skumfiduser, istedet for meget af det søde fondant man kan købe idag.



MMF (Marshmallow Fondant)

200 g skumfiduser
2 spsk vand
2 spsk neutral madolie
500 g flormelis

Kom skumfiduser, vand og olie i en stor plastikskål. Skumfiduserne fylder en del, men vil falde sammen, når de bliver smeltet.

Kom skålen i mikroovnen i 1-2 minutter til de er helt smeltede.

Sigt flormelis gennem en finmasket si, så der ikke er klumper i.

Kom lidt flormelis ad gangen i skålen mens du forsigtigt rør det sammen med et piskeris med dejkroge. Det er meget klistret og vil hænge i alt og du kan slet ikke forestille dig, at det nogensinde skal blive til en sammenhængende masse.

Rør til massen er fast og næsten ikke klistrer mere.

Kom massen på køkkenbordet og ælt den sammen i hånden til den er elastisk og stort set ikke klistrer mere. Den må gerne klistre en lille smule, da den ellers vil blive for tør.

Skal du have forskellige farver fondant, kan du med fordel tilføje pastafarver nu (farven vil blive en smule mørkere af at ligge).

Kom massen i en plastikpose og opbevar den i køleskabet til næste dag, hvor den vil have sat sig og være til at arbejde med.




Vores 2 års bryllupsdag i Las Vegas



Familiebillede fra årets sommerferie


Share:

mandag den 16. juli 2018

Fyldte vegetar squash / græskar

Fyldte vegetar squash / græskar - en sommerklassiker herhjemme.

De sidste to år har jeg haft white bush græskar. Jeg er ikke særlig erfaren, når det kommer til det at have køkkenhave og det var først sidste år, vi rigtigt fik gravet ud til at få anlagt køkkenhaven. Indtil da havde jeg egentlig bare haft et par mindre pallerammer stående med lidt grønt i. Noget gik godt og noget gik slet ikke.

Det der til gengæld var lykkedes de sidste to år, er mine white bush græskar. Denne succes, skal selvfølgelig med i køkkenet og derfor har jeg nu fået lavet fyldte græskar / squsah. Grunden til at jeg skriver det er squash også, er at mange kalder dem for hvide squash. Du kan også sagtens bruge de almindelige squash, som du køber i butikken.

I år leger min ene plante lidt mere squash end de andre. Den får nemlig grønne græskar, men de smager lige så skønt.



Fyldte vegetar squash / græskar

Arbejdstid: 40 minutter
Ovntid: 30 minutter
Tid ialt: 1 time og 10 minutter

2 store squash / 2 mindre græskar
1 løg
3 gulerødder
1 peberfrugt
200 g champignon
2 tomater
1 tsk tørret oregano
Salt og peber
100 g revet ost

Hak løget fint og svits det på en pande i lidt olie et par minutter.

Skræl gulerødderne og riv dem på et rivejern eller kom dem i en minihakker. Kom dem op i panden til de svitsede løg. Lad dem småstege lidt mens du gør resten klar.

Rens peberfrugten og champignon og skær det hele i mindre stykker. Kom dem i panden og lad dem stege med i 10 minutters tid.

Skyl tomaterne og hak dem i en minihakker. Tilsæt dem i panden og smag til med krydderier.

Lad fyldet småsimre, imens du smører et fad med olie.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Skyl squash / græskar, skær dem over på langs og udhul dem.

Kom dem op i fadet med skrællen nedad og kom fyldet i udhulningen.

Kom revet ost på toppen og sæt fadet i den forvarmede ovn og bag dine squash / græskar i 30 minutter.


Share:

lørdag den 14. juli 2018

Syltede rødløg med tranebær

Syltede rødløg med tranebær - en klassiker til sommerens burgere eller hotdogs.



Når du nu har lavet en portion syltede agurker, er det oplagt også lige at lave en portion syltede rødløg. Det er ligesom de syltede agurker perfekt som tilbehør til dine nybagte burgerboller eller hotdogsbrød, eller som lidt ekstra tilbehør til grillretterne.

I min portion syltede rødløg har jeg tilføjet lidt tørrede tranebær. Jeg kan rigtig godt lide den sødme tranebær giver til retterne og de giver et dejligt pift til rødløgene.

Har du rødløg i haven eller nogen liggende som skal bruges, er det oplagt at lave et lille forråd til vinteren.

Opskrifter på syltede agurker, burgerboller og pølsebrød finder du nederst i indlægget her.


Syltede rødløg med tranebær


Passer til et glas på 6 dl

2 rødløg / 3 små rødløg
1 dl æblecidereddike
1 dl hvid eddike
1 dl vand
1 tsk frikkværnet peber
½ dl honning
2 spsk tørrede tranebær

Atamon til at skylle glasset.

Rens løgene og skær dem i passende størrelse.

Kom æblecidereddike, hvid eddike, vand og honning i en gryde og kog det op.

Tilsæt løgene og lad det småsimre i 2-3 minutter.

Skyl glasset i atamon.

Tag løgene op og kom dem i glasset. Hæld herefter lagen over og tilsæt tranebær.








Opskrift: Pølsebrød

Share:

fredag den 13. juli 2018

Syltede agurker

Syltede agurker - en klassiker til sommerens burgere eller hotdogs.

Når nu du har fået bagt lidt lækre burgerboller eller hotdogsbrød, eller egentlig bare gerne vil have lidt ekstra tilbehør til grillretterne, så er syltede agurker en klassiker.

Du kan nemt og hurtigt lave dine egne syltede agurker, så du får lige den mængde du gerne vil have og samtidig ved præcis hvad der er i. Har du mange agurker i drivhuset, er det oplagt at lave et lille forråd til vinteren.

Opskrifter på burgerboller og pølsebrød finder du nederst i indlægget her.


Syltede agurker


Passer til et glas på 6 dl

1 agurk
2 dl hvid eddike
1 dl vand
5 spsk sukker
1 tsk salt
1,5 tsk friskkværnet peber

Atamon til at skylle glasset.

Kom eddike, vand, sukker, salt og peber i en gryde og kog det op til sukkeret er opløst.

Imens skæres agurken i fine skiver.

Kom agurkerne i atamon skyllede glas og hæld væsken over.








Opskrift: Pølsebrød

Share:

onsdag den 11. juli 2018

Tomatkiks

Tomatkiks - en nem lille snack. Perfekt til tapas eller i madpakken.

Her får du en finpudset version af en tidligere opskrift. Jeg har fået et par spørgsmål til opskriften, som gør at jeg har givet den en finpudsning, så den er nemmere at gå til. Sig endelig til hvis du har spørgsmål til mine opskrifter. Jeg tager meget gerne imod input, så det er nemmere for dig og andre at bruge mine opskrifter.

Tomatkiksene er en perfekt undskyldning for at tage børnene med i køkkenet. De vil meget gerne være med til at rulle, skære og prikke de fine små kiks. Du kan også sagtens bruge en udstikker, hvis du hellere vil have dem helt ens.



Tomatkiks

Jeg fik ca 85-90 kiks

50 g knækkede hvedekerner
0,5 dl kogende vand
25 g gær
2½ dl vand
2 spsk tomatpure
1 spsk tørret oregano
½ spsk tørret basilikum
1 tsk salt
15 g hørfrø
100 g rugmel
290 g fuldkorns hvedemel

Start med at komme de knækkede hvedekerner i en skål og hæld det kogende vand over. Lad det hvile i 30 minutter. - bruger du hvedekerner, der er klar til brug og derfor ikke skal ligge i blød undlades denne del og du skal bruge mindre mel: ca. 220 g fuldkornshvedemel istedet.

Tag skålen til din røremaskine eller en anden skål og rør gæret ud i vandet.

Tilsæt de knækkede hvedekerner, tomatpure, tørret oregano, tørret basilikum. salt, hørfrø og rugmel og rør det sammen til en ensartet masse.

Tilsæt fuldkorns hvedemel lidt efter lidt, så du kan tilpasse mængden. Dejen skal være sammenhængende men stadig klistre lidt.

Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter.

Varm ovnene op til 250 grader med en pizzasten i. Har du ikke en pizzasten kan en omvendt bradepande bruges, som du så skubber bagepapiret ind på ligesom du ville gøre med pizzastenen.

Del dejen i 8 stykker og rul tynd ud på et meldrysset bord.

Den udrullede dej skæres ud i passende stykker og stikkes med en gaffel.

Læg stykkerne på et bagepapir og bag på pizzasten i ca. 8-10 minutter ved 250 grader.  
Share:

onsdag den 4. juli 2018

Koldhævede burgerboller bagt på surdej

Burgerboller bagt på surdej - lækre og luftige med en god smag.



Ingen tvivl om at min surdej er kommet for at blive i mit køkken. Jeg synes det er sjovt at eksperimentere med og samtidig holde liv i. Herhjemme er jeg endt med at have både en hvedesurdej og en rugsurdej og nu hvor jeg har knækket koden til lækkert rugbrød med min rugsurdej, var det blevet hvedesurdejens tur til at blive udfordret lidt.

Du kan finde en opdateret vejledning til din egen hvedesurdej eller rugsurdej lige her: Surdejsguide vol 1.2 - nu med rugsurdej 




Jeg prøver så vidt muligt altid at have en gang burgerboller klar i fryseren. Det er hurtigt og nemt og så elsker familien en god burger. I en periode havde vi faktisk indført burgerfredag herhjemme og det var altså sjovt at eksperimentere med mulighederne for forskellige typer af burger.

Koldhævede burgerboller bagt på surdej - ca. 12 stk

1,5 dl surdej
5 dl lunkent vand
5 g gær
2 tsk salt
1 dl yoghurt
200 g durummel
500 g hvedemel
1 æg
sesamfrø

Kom surdej og vand i en skål og rør det godt sammen. (her kan du med fordel bruge din røremaskine).

Smuldr gæren i blandingen i skålen og rør den godt ud.

Tilsæt salt og durummel og rør det til en ensartet masse.

Tilsæt hvedemel og rør det hele sammen i ca. 20 minutter. Dejen skal være fast, men må gerne klistre lidt.

Kom film over din skål lad den stå på bordet en times tid.

Stil herefter dejen til hævning i 6-8 timer i køleskabet.

Tag dejen ud af køleskabet og fordel den til 12 lige store boller. Lig bollerne til at hvilke på køkkenbordet i ca 5 minutter.

Fordel bollerne på to bageplader med bagepapir og tryk dem flade.

Lad dem efterhæve i 25 minutter under et viskestykke.

Pensl med et sammenpisket æg og drys med sesam.

Bag ved 160 grader i ca. 15-20 minutter, til de er gyldenbrune på toppen.

Forskellige burgere fra vores burgerfredag






Opskrift: Bøfsandwich








Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 5 år, lillebror på 3 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca@outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com