fredag den 24. november 2017

Engelsk julekage med marcipan toppet med appelsinglasur

Jeg har altid gerne ville forsøge mig med en traditionel engelsk julekage. Desværre er min smagsløg ikke den store fan af en del af de ingredienser, som det kræver, så derfor har jeg aldrig fået gjort mere ved det.

Efter endnu engang at have nærstuderet diverse opskrifter på engelsk julekage gik jeg på opdagelse i mine køkkenskuffer, for at se om jeg skulle have lidt lækkert, som kunne bruges til at lave min egen version. Her dukkede både syltede kirsebær, dadler og marcipan op og da jeg havde en del lækre økologiske appelsiner i køleskabet efter en god portion hvid gløgg, som du finder opskriften på her, fik jeg endelig gjort et forsøg.



Da der skal lidt alkohol i kagen havde jeg egentlig planlagt at bruge lidt af min rom (som altid står klar til romkugler), men manden havde fået en god flaske portvin af arbejdet, så den kom i istedet.

Som I kan se i opskriften herunder, har jeg nok forenklet opskriften en smule, men du får stadig en god tung konfekt kage ud af opskriften og så smagte den skønt.

Til en stor springform (Omkreds 25 cm) eller to mindre forme
100 g syltede kirsebær
150 g mandler
200 g rosiner
250 g tørrede dadler (her skulle man også kunne bruge tørrede abrikoser eller figner)
Revet skal fra 2 appelsiner
1 dl appelsinsaft
2,5 dl portvin (eller rom)

200 g smør
200 g brun farin
5 æg
2 tsk blandende julekrydderier (jeg brugte en blanding til pebernødder)
250 g mel
1 stort madæble
200 g marcipan
Smør til formen

Glasur:
Saft fra ½ appelsin
Ca. ½ karton flormelis

Pynt: Krymmel eller hakkede mandler

Hak de syltede kirsebær og smut og hak mandlerne.

Kom dem i en pose sammen med rosinerne.

Tag stenen ud af dadlerne, hak dem og kom dem op i posen.

Riv skallen fra appelsinerne og pres saften fra den ene (den anden gemmes til glasuren). Kom det op i posen sammen med portvin og luk posen til.

Lad det hvile i 12-24 timer og vend posen indimellem, så det bliver godt blandet.

Pisk smør og farin til en cremet masse. Tilsæt æggene et ad gangen mens du pisker.

Tilsæt krydderier og mel og pisk godt.

Skræl æblet og riv æble og marcipan inden det kommes i skålen og røres godt rundt.

Tilsæt til sidst blandingen fra posen og rør det hele godt sammen.

Kom det i den smurte form og glat den ud med en ske. Lav en fordybning i midten, så dejen bliver plan efter bagning.

Bag ved 160 grader 1 time og sæt derefter temperaturen ned til 150 grader og bag i ca. 2 timer.

Tag kagen ud og lad den køle helt af.

Bland appelsinglasuren af appelsinsaft fra ½ appelsin og tilsæt flormelis til glasuren er fast, men flyder en smule.

Hæld glasuren over kagen og pynt med krymmel eller hakkede mandler. 
Share:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 5 år, lillebror på 3 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca@outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com