lørdag den 6. maj 2017

Når mor bliver bange

Det her bliver et af de der personlige indlæg, som for mig er utroligt grænseoverskridende og som jeg aldrig helt ved om jeg egentlig får trykket udgiv på. For mig handler det nok mest om, at  det der med at indrømme man er sårbar, bare ikke er det fedeste og ikke så meget om hvad andre tænker om mig. For det må de da egentlig selv om.

But here it goes..

Med en mand der har startet ny uddannelse bliver man som familie, nogen gange sat overfor nogle valg, som presser hele familien, selvom man gør alt for at være forberedt. Det betyder at jeg skal til at være alene med børnene igen og det skræmmer mig. "Uha hvor farligt kan det være" - tænker du nok, men for mig er det faktisk noget af det mest skræmmende jeg kan komme i tanke om på nuværende tidspunkt. Det var egentlig ikke noget jeg havde tænkt over, før jeg stod i situationen og nærmest havde lyst til at grave mig ned eller stikke af.

Det kræver vist lidt baggrunds forklaring det her.

Da jeg blev gravid med vores søn, var vores datter kun 16 måneder. Det var planlagt og så alligevel ikke. Vi havde ikke lige planlagt jeg blev gravid dagen efter vi sådan skulle til og igang med projekt baby nr. 2, så det var selvfølgelig noget af en overraskelse.

Min graviditet nr. 2 var ikke køn. Faktisk var den så forfærdelig, at jeg helt sikkert ikke skal have flere børn. Den kan du læse meget mere om lige: "Når glæden ikke rigtigt vil komme. " Min tvivl på min krop og mig selv som mor blev virkelig sat på en prøve under hele graviditeten. Jeg var ikke i stand til ret meget og især ikke at tage mig ordentligt af vores datter, der jo ikke engang var blevet 2 år endnu. De fleste dage var en kamp at komme igennem og jeg kan ikke huske ret mange glade stunder fra den tid.

Hvis jeg synes min graviditet var forfærdelig vil jeg nok vove og påstå min fødsel var værre. Faktisk kan du læse min fødselsberetning lige her: "Når 3 bliver til 4". Aldrig om jeg vil ønske sådan en fødsel for nogen. Det at blive lagt i bedøvelse med det der føles om 100 mennesker omkring en, der hektisk render rundt og man aner ikke om ens baby er i live er noget der fylder i mig hver dag, selv nu hvor vores søn er blevet 2 ½ år.

Da min barsel med lillebror var ved at være slut valgte jeg at skifte mit job som revisorassistent ud med et job i en regnskabsafdeling. Valget blev primært taget fordi manden arbejdede i butik og det derfor var mig, der stod med begge børn om eftermiddagen. En opgave som ikke burde være helt umulig, men oddsene var imod os og det er nok her min frygt for at være alene med børnene startede. De første 8 måneder var nemlig fyldt med sygdom - jeg fortalte lidt om det i starten i det her indlæg: "Når mor må give op".

Det var ikke fordi børnenes sygdom fyldte en hel masse. Synes faktisk de klarede det rigtig flot eftersom lillebror kun var 8 måneder, da han startede i det børnehus de begge går i. En integreret institution hvor datteren startede i børnehave delen et par måneder efter. Derimod blev jeg syg - altså som i hele tiden. Efter 1½ år hjemme, først pga. graviditeten og senere barsel, var min krop ikke klar på de bakterier der følger med at have to børn i en større institution og en større arbejdsplads.

Hvis ikke jeg havde halsbetændelse havde jeg influenza eller noget helt tredje. Ikke bare de der almindelige forkølelser, men jeg blev syg med feber eller skulle på pencillin konstant. Det harmonerer bare ikke med at være alene med to børn på 1 og 3 år i ulvetimen efter en aktiv dag i institution.

Jeg slog ikke til nogen steder. Jeg kunne ikke passe mit nye arbejde, jeg kunne ikke tage mig ordentligt af børnene, jeg var en elendig kæreste/kone og jeg nåede da aldrig til at mærke efter mig selv.

1 år efter jeg startede op fra barsel, stoppede manden på sit arbejde. Hans arbejde var presset og jeg var presset og det hele var bare presset for meget. Han har derfor været hjemme ½ år inden han tog et valg, der betyder at han er startet på ny uddannelse. Det betyder også at min tid alene med børnene har været meget begrænset siden i sommer. Da jeg derfor fik besked om at en læreplads for ham, kunne betyde meget alenetid med børnene for mig - alenetid som i 24 timer i døgnet mandag til fredag i 10 uger - gik jeg fuldstændig i baglås.

Jeg er nemlig blevet bange - bange for at være alene med mine børn. Hvor dumt det lyder, så er jeg hunderæd for at ende i samme mølle en gang til. Bange for ikke at slå til og blive en skodmor. Det gør stadig så ondt på mig, at jeg ikke nød tiden med børnene mens de var helt små fordi der ikke var tid, at jeg blev den værste version af mig selv og bare kæmpede for at følge med. Sådan en selverkendelse gør også ondt, for hvem pokker er bange for at være alene med sine børn?!

Så den her gang skal det bare lykkes. For at det kan lykkes skal jeg 100 % ovenpå igen. Jeg skal øve mig i at være alene med mine børn og jeg skal have lavet rutiner og skemaer. Det tager tid og jeg glæder mig til at jeg er på den anden side. Børnene er selvfølgelig blevet større og mere selvstændige, men det presser også min dårlige samvittighed fordi jeg ikke var der godt nok, da de havde mest brug for mig.

Mens jeg skriver det her indlæg sidder jeg faktisk og putter på sofaen med vores mindste, som nu er blevet 2½ år. Klokken er efterhånden blevet kvart i 6 en lørdag morgen og vi nyder stilheden og putter under samme tæppe. Vi hygger og det skal bare nydes.


Citat: Amilia 4 år, februar 2017


Share:

1 kommentar:

  1. Hold nu op I er en presset familie.
    Jeg er selv midt 50érne og har haft mine børn og mange plejebørn.
    Men jeg tror at børnefamilier i dag er ekstremt pressede af tusinde krav og forventninger.
    I dag får mange stress og angst og både børn, unge, voksne har stress og kører ned.
    Der er et eller andet galt med vores samfund, det er ligesom om, at det krakelerer rundt om, også i de forskellige systemer som:
    politi, kommuner, skoler mv.
    Jeg kan kun anbefale jer som familie, at finde jeres helt egen rytme og gå efter den og så finde ro hermed. Det er bedre at leve i et mindre hus, lejlighed, leve mere spartansk end have stress og for travlt.
    I er ramt af forskelligt som går galt, graviditet, fødsel, arbejde - det er mange kriser oveni hinanden og det tager tid at komme ovenpå efter en eller især efter flere kriser.
    Så giv jer tid, hold sammen, stå fast, hvil jer, stå af ræset, elsk hinanden og børnene, familien er trods alt det vigtigste her i livet og så ens helbred.
    Måske du skal læse lidt om healing og sådan og arbejde med dit velvære.
    Jeg håber I finder en god vej og kommer godt og stærkt ud i den anden ende. Det bedste er at tage en dag af gangen og det ved jeg er lettere sagt end gjort.
    Jeg blev selv overfaldet på mit arbejde for 7 år siden og blev 2/3 del invalid, så fik min voksne datter alvorlig kræft og var ved at dø, så gik det ned af bakke med økonomi osv.
    Vi er nået dertil, at vi må tage det som det kommer, leve spartansk og bare være glade for hver dag livet smiler til os. Få så mange små oplevelser som muligt og nyde de små stjernestunder.
    Håber også I kommer til, når kriserne er bearbejdet og roen falder mere på.
    Hilsner og tanker!

    SvarSlet

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com