torsdag den 8. oktober 2015

Når mor må give op...

Det er ikke ret tit der kommer de der virkelige personlige indlæg fra mig. Dem hvor jeg piver lidt og håber det hjælper, men der sker og det her er et af dem. Så hop du bare videre hvis du ikke er til den slags.

Lige nu sidder jeg med verdens dårligste samvittighed. Lillebror har her til aften været helt utrøstelig og som mor føler man vel altid, at man burde kunne gøre et eller andet.

Jeg har længe gået og været småforkølet og endte med at måtte blive hjemme i sidste uge med ingen stemme og feber (hvilket bestemt ikke er fedt når man lige er startet nyt job). Samtidig var storesøster og far hjemme, da hun havde skoldkopper og jeg knap nok kunne passe mig selv. Torsdag kom storesøster i børnehave igen -  ingen problemer der for hun var godt nok sur over at være hjemme når lillebror var i børnehave. Jeg smuttede derfor også afsted på arbejde torsdag selvom kroppen ikke var helt klar endnu.

I weekenden var vi på besøg hos familien og allerede fredag begyndte jeg at blive svimmel og få pletter for øjnene. Derfor sov jeg fint til middag med ungerne lørdag, men søndag endte jeg med at være så svimmel at min krop gav helt op. Derfor måtte jeg lige et smut til vagtlægen, der kunne konstatere at jeg har fået virus på balancenerven. Jeg skulle søge egen læge mandag og her kunne de tilføje lungebetændelse oveni.

Mandag begyndte lillebror så at få skoldkopper og min mor måtte tilkaldes, da jeg kun kunne ligge ned. Derfor har lillebror været hos min mor fra mandag til idag torsdag, hvilket slet ikke er optimalt. Storesøster har savnet ham og haft svært ved at sove, da de sover på samme værelse.

Derfor var det en meget ulykkelig lillebror jeg her til aften har puttet, fordi storesøster og far er kørt til svømning og han kunne slet ikke forstå de kørte fra ham.

Imorgen skal han igen ned til mormor og så henter vi ham allesammen efter job og børnehave, men jeg frygter det allerede. Jeg er virkelig glad for det er weekend lige om lidt og at manden har friweekend. Det gør virkelig ondt at jeg ikke har kunnet passe ham selv og selvom jeg tager på arbejde imorgen, er jeg slet ikke helt frisk. Sådan en virus på balancenerven kan virkelig tage lang tid at komme over, men nu er det anden uge hvor jeg næsten ikke har været på arbejdet og det går altså bare ikke.

Lige nu er det svært at se hvor jeg egentlig slår helt til. Heldigvis har min mor kunnet træde til denne uge, ellers ved jeg slet ikke hvad vi skulle have gjort. Manden var jo hjemme ved storesøster næsten hele sidste uge, så vi var ved at løbe helt tør for løsninger.

Ved ikke lige hvad jeg vil med dette indlæg og det bliver nok slettet igen, men jeg havde lige brug for luft. Jeg trænger virkelig til normalitet og tid med min familie. 
Share:

10 kommentarer:

  1. God bedring og inden ikke alt for længe - god weekend;-)
    Ja, engang imellem er livet med børn ikke helt nemt, men heldigvis er langt langt de fleste dage dejlige.
    Mvh Matilde

    SvarSlet
  2. God bedring. Pas på dig selv. Det er aldrig nemt når mor er syg. Godt du kan få hjælp.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Ja vi er endt med en del mere sygdom efter. Tænker jeg snart må have haft mit ;)

      Slet
  3. Man må godt pive når man er helt dernede, hvor det gør ondt!! Det er ikke sjovt at være så syg at man ingenting kan overskue andet end sig selv. God bedring!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Dit svar varmede fik bare aldrig skrevet tilbage, men tusind tak fordi du gav dig tid til at svare.

      Slet
  4. Det er sgu også en frygtelig situation. Et er at være småsløj når man har børn, men noget andet er at komme helt derud, hvor man bare kan ligge i sengen og have dårlig samvittighed, mens andre tager over. Men vær glad for, at du HAR andre til at tage over, som du selv skriver :) Det har vi nemlig ikke rigtig, og jeg husker tydeligt de dage, hvor vi begge havde maveinfluenza og det foregik sådan her "jeg skal nok tage mig af ham, når jeg lige har kastet op, og så kan du gå i seng". Pyha.
    Håber weekenden er sød mod jer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Puha lyder også som lidt af en omgang I har haft så. Det er heller ikke så tit vi kan få hjælp, da mine forældre også arbejder, så det er rart når det faktisk kan lykkes at få enderne til at hænge sammen selvom man ikke kan se en løsning på det. Knus til dig.

      Slet
  5. Håber (lidt forsinket) at du er ved at være frisk igen - det lyder godt nok som en hård omgang, har hørt fra andre at sådan en balance virus er slem.
    Rigtig god bedring!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde Heidi. Jeg blev da bare rigtig glad for at se du havde skrevet. Jeg har taget lidt mere sygdom efterfølgende, men satser nu på jeg snart er helt ovenpå. Balancenerven går det heldigvis meget bedre med. Det hjalp virkelig at jeg gav mig selv de par dage med næsten helt ro.

      Slet

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com