tirsdag den 20. december 2011

Norske Klejner - Dr. Oetkers Juleopskrifshæfte 2011

Så blev det den sidste opskrift i mit Dr. Oetker Juleopskrifshæfte projekt, jeg håber I har fået noget ud af det. Det har jeg i hvert fald. Men er nu ikke sikker på jeg skal igennem lige så mange opskrifter næste år, for man når jo slet ikke at nyde dem der er. Det er dog helt sikkert ikke sidste gang Dr. Oetkers Juleopskriftshæfter bliver fundet frem herhjemme. 

Nu er det sådan at jeg ELSKER Norske Klejner, derfor var det selvfølgelig denne opskrift der skulle sluttes af med. Jeg er dog også så kræsen, så det er ikke alle Norske Klejner, der du'r. Ynglingsne er dem fra Nykøbing Falster, hvor jeg kommer fra og det er desværre ikke lykkes mig at finde et sted i Odense, hvor de laver dem lige så godt. Heldigvis er min mormor og morfar gode til at købe dem til mig, når vi ses omkring juletid. 

Derfor var jeg noget spændt på hvordan disse klejner blev, for det ville da være en bonus, hvis jeg ligefrem selv kunne lave denne skønne spise. 

Jeg må sige at de giver de andre klejner god konkurrence. Der er lidt forskel på smagen, men ellers lever de fint op til hvad jeg forbinder med en Norsk Klejne. De er dejligt bløde i konsistensen og smager skønt. 

Jeg fik ikke lavet alle klejnerne på en gang, da jeg simpelthen løb tør for palmin (jeg havde en rest fra da jeg lavede Churros), men den halvdel der manglede, er blevet pakket i fryseren, så de er klar til at blive kogt, når lysten til Norske Klejner melder sig. 



Opskriften:
1½ dl mælk
50 g gær
100 g blødt smør
2 æg str. M/L
50 g sukker
1 spsk vaniliesukker
1 tsk stødt kardemomme
500 g hvedemel
500 g palmin til kogning

Pynt:
150 g flormelis
Citronsaft
½ tsk Dr. Oetker gul konditorfarve

Opvarm mælken, til den er fingervarm, og rør gæren heri.

Kom væsken i en skål og rør smør, æg og sukker i.

Rør sigtet vaniliesukker, kardemomme og halvdelen af melet i blandingen.

Sigt resten af melet i dejen og ælt den godt igennem.

Lad dejen hæve et lunt sted i 30 minutter. (mine hævede en time)

Slå dejen ned og rul den ud i 1 cm tykkelse.

Skær dejen ud i forkanter (ca. 5 x 10 cm) med en klejnespore eller en kniv og lav et snit i midten.

Træk den ene ende af klejnen gennem snittet.

Kog klejnerne lysebrune i palmin i 2-3 minutter. (Min veninde lærte mig, at palminen har den rigtige temperatur når man stikker en tandstik ned i den og det bobler omkring tandstikken)

Læg klejnerne på et stykke fedtsugende papir (køkkenrulle)

Pynt:
Rør flormelis, citronsaft og gul farve sammen til glasur og smør den på de lune klejner.

Spis dem friskelavede og lune.
Share:

3 kommentarer:

  1. uuhm guf. Klejner m. gær minder mig sådan om min farmor, så jeg tror da nok, at disse basser skal kreeres en af dagene. Hvor ser de bare lækre ud Bianca :)

    SvarSlet
  2. Ejjjj, det er ren tortur det der. Elsker klejner, men har ikke kræfterne til at lave dem i år - æv....

    KH
    Birthe

    SvarSlet
  3. Kristine-> Kom du bare i sving.. De smager SKØNT! :D

    Birthe-> Det er også fantastisk med klejner. Kom jeg din vej forbi kan du tro, jeg havde lavet en portion til dig! Knus

    SvarSlet

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com